Den indonesiske ambassade i Danmark og indonesiske diaspora i Jylland holder for tredje gang indonesisk basar og kulturel festdag i Horsens i forbindelse med Indonesiens uafhængighedsdag. Dini's Restaurant i Grønnegade er igen medarrangør af dagen.
Horsens: Lørdag 4. august inviterer den indonesiske ambassade i Danmark og indonesiske diaspora i Jylland samt Dini's Restaurant i Grønnegade til Indonesisk Bazar og kulturel festdag.
Det sker i forbindelse med den forestående indonesiske uafhængighedsdag 17. august.
Igen i år er arrangementet gratis at deltage i og vil blive holdt på Vitus Berings Plads.
På dagen vil danske, bosiddende indoneser sælge mad, drikkevarer og kunst.
Sidste år gæstede den danske mesterkok, Thomas Rode, arrangementet som gæstekok. I år er målet at give distributører, købere, forhandlere og private muligheden for at møde hinanden.
Derfor har arrangørerne inviteret repræsentanter fra det Indonesiske Handelskammer og industri, KADIN, til at deltage og introducere flere indonesiske produkter for dagens deltagere.
Som sidste år vil den indonesiske ambassadør Hr. H. Ibnu Said også invitere borgmester Peter Sørensen til at deltage i dagen, som desuden vil byde på traditionelle spil, musik og dans, smykker og batik, kunsthåndværkere og meget mere.
Restaurant Dini's i Grønnegade 13 lægger lokaler til et møde for den indonesiske ambassade, der inviterer danske iværksættere til en snak sammen med KADIN-repræsentanter. Det foregår fra kl. 18.
Den Indonesiske Bazar og kulturelle festdag går i gang kl. 11 og slutter kl. 17.