Lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster havde aflyst øllets dag og i stedet inviteret til Horsens Ølmesse på en dag, hvor sensommeren og den gode smag vandt.
HORSENS: Jeg har ikke tidligere været i Vestbyens Beboerhus, så jeg var noget skeptisk, da jeg så DØE-banneret stå uden for det, der umiddelbart forekom mig som en trist, grå betonejendom på Vestergade.
Jeg var dog kun netop kommet gennem porten, da den gode stemning ramte mig. I baggården stod en lille flok og hyggede sig med et glas øl i hånden, og på bænke sad endnu flere, og snakken gik.
Indenfor blev jeg mødt velkommen af lokalformand, Thor Bukhave Abildgaard, med et solidt håndtryk og den første anbefaling. I foyeren stod en Carlsberg-mand med et udvalg af Jacobsen-øl. Det var dog ikke her, anbefalingen var henvendt, men mod de fine flasker, han havde med fra samarbejdspartneren Brooklyn Brewery. Så min ølmesse startede altså med en syrlig, fadlagret porter på 10,5%. Værsågod!
Ølmessen strakte sig over to etager, 15 udstillere og nok øl til at lade sig underholde i de fem timer, messen varede. Jeg lavede en hurtig plan og tænkte, at jeg nok skulle kunne komme hele vejen rundt, men jeg skulle tage så grueligt fejl. Ved hver stand stod veloplagte bryggere eller forhandlere og var lige så glade for at fortælle om øllet som for at skænke det.
Helst ville jeg smage på noget lokalt, og her var det oplagt at deltage i Lundumskov Bryghus' udvælgelse af årets "Horsensøllen". Ølsted Bryglaug var også repræsenteret og serverede frisk øl fra fad. Der var dog også besøg udenbys fra, herunder Hop Bottle Brewery fra Vejle med velsmagende Hoppy Ambear som favoritten, Djursland-baserede Syndikatet med speciale i fyldige smagsbomber som kaffestouten Barristaen samt den københavnske højdespringer Amager Bryghus, der "overfaldt" alle med en syrebombe i form af Babelsberger Babyboom, en berliner weisse med citrongræs.
Dem, jeg desvære ikke nåede forbi, var silkeborgensiske Grauballe Bryghus, hvor den nye westernserie ellers lød spændende, Skanderborg-baserede Klosterbryggeriet og aalborgensiske Bang & Harbo, der vandt DM i håndbryg 2016.
Det var et rigtigt flot udvalg af danske bryggerier til en nystartet ølmesse. Jeg kan derfor godt forstå Thor Bukhave Abilgaard, der, da jeg spurgte ham om han var tilfreds, svarede:
- Jeg er stolt!
Udover værtshuset Den Gyldne Hest var også byens vinhandlere repræsenteret med Holte Vinlager, Vinspecialisten og ØL2GO. Sidstnævnte med en stribe velsmagende øl fra ikke-repræsenterede bryggerier, hvor Ebeltoft Gaardbryggeri var mest savnet. Endelig stod tre gutter fra Beershoppen i Kolding og serverede kræs for de kræsne. Jeg var glad for denne dag også at kunne smage på øl fra det koldingensiske bryggeri Åben. De er på en ren stjernefart med voldsomt velsmagende og velhumlet øl. Derudover blev der skænket spændende polsk øl. Polsk øl er nemlig spændende!
Der er vist ingen tvivl om, at øllets dag næste år igen bliver erstattet af en ølmesse. Indtil da er det bare med at støtte op om det gode øl og købe det hos specialforhandlerne.
Skål!